Svømmerne fra Swim Team Nordsjælland (Frederiksværk og Frederikssund Svømmeklubber) har haft et par travle uger.
I forrige weekend var de til Kronborg Open. Et stort internationalt stævne med deltagelse fra hele Skandinavien. Den samlede præmiepulje var på 7000 euro, så motivationen var høj.
På trods af en, til tider, nærmest Astrid Lindgrensk stemning af svenske heppekor, så havde de danske svømmere overtaget. Der var deltagelse af nogle af de bedste svømmere i Danmark, og alligevel var vores svømmere blandt medaljetagerne og sluttede flere gange øverst på podiet.
Det blev desuden til mange personlige rekorder, hvilket lover godt for fremtiden, da svømmerne ikke skulle toppe til dette stævne, men først senere på sæsonen.
I denne weekend tog de yngre svømmere endnu en tørn med NS Mini i Ølstykke. En stor succes, hvor stort set alle svømmere vandt medaljer. Stævnet sluttede af med holdkapper, hvor 'medleypigerne', der med hvert deres speciale, vandt en flot bronzemedalje i 4x50 meter holdmedley.
Det er nu tid til at glæde sig over et par succesfulde weekender og finpudse formen frem mod et af forårets stor mål ved Roskilde Open i slutningen af maj.